Den andalusiske regionalregering, Junta de Andalucía, har vedtaget et påbud, hvormed det gøres obligatorisk at bære mundbind, der dækker næse og mund, når man færdes udenfor sit hjem. Påbuddet er af præventiv karakter og gælder i hele Andalusien.
Påbuddet gælder i det offentlige rum – både indendørs og udendørs – uafhængigt af om man kan holde 1,5 meters afstand eller ej. Påbuddet trådte i kraft kl. 00.00 onsdag den 15. juli 2020 og forventes at gælde de næste måneder.
Indtil nu har man skulle bære mundmind, der dækker næse og mund, i det offentlige rum – både indendørs og udendørs – hvis det ikke var muligt at holde en afstand på 1,5 meter. Det påbud strammes nu fra i dag den 15. juli 2020.
I offentlige transportmidler fastholdes de gældende regler. Det vil sige, at det fortsat er påbudt at bære mundbind ved transport i fly, bus, tog og skib/færge.
Det samme gælder i biler med op til ni sæder, hvis føreren og passagererne ikke bor sammen. Er der derimod tale om personer, der bor sammen, er det ikke påbudt at bære mundbind i biler med op til ni sæder.
Påbuddet gælder også på fællesområder til arbejdspladser eller kontorer uafhængigt af, om man kan holde 1,5 meters afstand eller ej.
Bøden for ikke at overholde påbuddet er 100 euro.
Undtagelser: Som udgangspunkt skal vi altid bære mundbind, når vi færdes uden for vores hjem – også på stranden og ved swimmingpools. Der er dog visse undtagelser, så som når man bader i havet eller i en swimmingpool. Det samme gælder, når man ligger på stranden/ved en swimmingpool, hvis man kan holdes min. 1,5 meters afstand. Går man en tur på stranden eller ved poolen, så skal dog man bære mundbind.
Ved individuel sport udendørs er det heller ikke påbudt at bære mundbind. Det samme gælder, når der er tale om force majeure eller en nødsituation, eller hvis fx man spiser eller drikker, hvor det er umuligt at bære mundbind.
Personer, der lider af en luftvejssygdom, der forværres ved brugen af mundbind, er undtaget påbuddet. Det samme gælder personer, der på grund af et handicap eller personer, der er afhængige af hjælp, og ikke selv er i stand til at tage mundbindet på og af, eller hvor brugen af mundbind påvirker personens adfærd og sindstilstand.
På barer og fortovscafeer el.lign., ved indendørs og udendørs familiesammenkomster, når familiemedlemmerne bor sammen, er det ikke nødvendigt at bære mundbind, men det anbefales hvis familiemedlemmerne ikke bor sammen, eller når man ikke spiser eller drikker.
Ved bisættelser nedsættes kapaciteten fra 60 til 25 personer udendørs og fra 30 til 10 personer indendørs.