Plusvalía: Gode nyheder for nogle sælgere.

Plusvalía er den skat der tager sig af værdistigningen af den jord/grund, hvor en ejendom er etableret på det tidspunkt, hvor nævnte ejendom sælges. Denne skat omfatter kun de ejendomme, der er klassificeret som “urbanos” (beliggende inden for byområdet), det vil sige, at ejendommene uden for byområdet ikke producerer plusvalía.

For at beregne plusvalía tages der flere aspekter i betragtning, såsom:

Matrikelværdien for grunden: som vi kan finde i IBI-kvitteringen (ejendomsskatten) eller over internet gennem “Oficina Virtual” på “Catastro Inmobiliario”s hjemmeside.

Antallet af år, der er gået, siden vi købte ejendommen indtil salgstidspunktet.

Skatteforordningen, der regulerer skatten for den kommune, hvor ejendommen ligger. Her tages der to ting i betragtning: stigningskoefficienten og skattesatsen (begge vil være baseret på de år, vi har ejet denne ejendom).

Disse er de data, som kommunen vil bruge til at fastlægge skatten. Selv om det er sandt, at der findes en juridisk formel, der anvendes til at beregne plusvalía, anvender hver kommunes skatteforordning en stigningskoefficient og en anden skattesats, så det er undertiden næsten umuligt at bekræfte, om den er justeret eller ej efter skatteformlens parametre fra kommunens side.

Den spanske forfatningsdomstol er den, der afgør, om en lov er i strid med den spanske forfatning eller ej. Allerede i 2017, hævdede denne domstol, at den kommunale plusvalía ikke behøvede at blive betalt, hvis man ikke opnåede nogen fortjenelse ved salget af sin ejendom med hensyn til købsprisen, men nu har den spanske forfatningsdomstol gået et skridt videre og har sagt, at kommunen ikke længere kan kræve betaling for plusvalía, selv hvis der er opnået en fortjenelste mellem købs- og salgsprisen for en ejendom, hvis denne skat udgør et større beløb end selve fortjenelsten.

Domstolen hævder, at når der er en fortjenelste i salget, men det gebyr man skal betale, er større end den fortjenelste man opnår i forhold til forskellen mellem købsprisen og salgsprisen for en ejendom, ville der blive beskattet for en fortjenelste der i virkeligheden ikke eksisterer, hvilket ville være i strid med de forfatningsmæssige principper angående den økonomiske kapacitet og ikke-konfiskation (art. 31, spansk forfatning). Med andre ord, i disse tilfælde er skatten klart konfiskatorisk, fordi betalingen af denne skat ville betyde, at den eneste fortjeneste ville være til kommunens kasse.

Det er netop på grund af dette, at en domstol i Madrid anlagde en anke for at være i strid med den spanske forfatning, da den behandlede en retssag, hvor skatteyderen var forpligtet til at betale mere skat end den fortjenelste han havde haft ved salget af sin ejendom. Anken har sin oprindelse i en skatteyders retssag mod rådhuset i en by i Madrid, der krævede at borgeren skulle betale 3.560 euro i skat i anledning af salget af sin ejendom. I henhold til domstolens beregninger, var netto fortjenelsten ved salget 3.473 euro, så til sidst måtte borgeren betale en forskel på 86 euro.

Med denne nylige beslutning vil kommunerne ikke længere være i stand til at kræve denne skat, ikke kun når ejendommen er solgt eller overført med underskud, men også når det beløb, der skal betales – selv hvis der er en fortjeneste – er større end den fortjenelste, der opnås ved forskellen mellem købs- og salgsprisen for ejendommen.

Denne afgørelse giver mulighed for at tage op til revision alle de situationer, der er blevet anket rettidigt, og som ikke er endelige fordi at der er blevet truffet en administrativ eller retslig beslutning. Derfor kan alle de borgere, der befinder sig i denne situation – forudsat at der ikke er gået fire år siden ejendommen blev solgt – indsende deres krav til kommunen.