Som dansk konsul, praktiserende advokat og adoptivmor til to herreløse hunde går jeg højt op i dyrevelfærd.
Derfor glæder det mig, at Andalusien nu overvejer at vedtage en ny lov, der skal sætte en stopper for, at hunde bliver efterladt af deres ejere og ofte ender med at blive aflivet.
Der er allerede en generel lovgivning om dyrevelfærd, der gælder for hele landet, og dækker vilde dyr, landbrugsdyr, dyr i zoologiske haver og cirkusdyr. Der findes også specielle foranstaltninger, der beskytter truede dyrearter som for eksempel den spanske los.
Nu vil den andalusiske regionalregering gå et skridt videre ved at promovere beskyttelse, velvære og ansvarsfuldt ejerskab af dyr i regionen. Loven vil også gøre det muligt for de forskellige kommuner at afgrænse strandområder til hunde, hundeparker, tilladelse til at medbringe hunde i den offentlige transport og lignende. Fuengirola (Malaga) er allerede erklæret en hundevenlig kommune.
Også personer, der udsættes for vold, eller hjemløse personer med hund, der indlogeres i hjælpecentre, kan medbringe deres hund, sålænge hunden er registreret i den pågældende kommune.
Også forholdene for katte, der bor på gaden, vil blive reguleret, og kattene vil kunne blive registreret i det spanske register for kæledyr.
Ligeledes er hensigten med lovforslaget at fastsætte procedurer, der skal mindske vanrøgt og forsømmelse af dyr. Det skal ske gennem uddannelse og specielle programmer. Samtidigt vil bøderne også blive hævet.
Derudover er det lovforslagets hensigt, at kæledyr skal steriliseres, inden de første gang kommer i løbetid, medmindre en dyrlæge fraråder det af helbredsmæssige årsager. Privat avl og salg vil blive ulovliggjort, og dyrene skal registreres, inden de kan adopteres bort.
Hvis du overvejer at få en hund her i Andalusien, vil jeg anbefale, at du besøger et af de mange dyreinternater, der findes i regionen.
Da jeg adopterede min podenco og galgo skulle jeg skrive under på en kontrakt, hvor jeg forpligtede mig til at lade hundene sterilisere.
Her er stadig kun tale om et lovforslag, men hvis loven bliver vedtaget, bringer jeg mere om det.
Marisa Moreno advokat hos Just Law Solicitors og dansk konsul.
Stiftet i 1992
www.justlawsolicitors.com
contact@justlawsolicitors.com